Jeg havde skaffet mig et par billetter til forpremiere på filmen 300 i tirsdags. Jeg havde store forventninger og arrangerede da også at tage 3 venner med til en øl og lidt mad inden filmen. Alle var rimelig tændte og havde store forventninger til filmen.
Efter en god fad bamse og lidt transfedtsyrer fra den kinesiske, var vi klar til at se en rigtig drengerøvsfilm.
Filmen lagde ud med en indledning som skulle lægge op til det store slag, som er filmens hovedtema. Besøg af et persisk sendebud, som bliver sendt i døden af den noget selvglade Kong Leonidas, da han overbringer rivalens Xerses budskab.
Herefter kommer der lidt softcore porn i form af nok verdens spidseste nipple. Uhada! den kan prikke et øje ud den der.
Efter et relativt kort oplæg går slaget så i gang. Fyldt med tegneserieblod og andre specielle effekter og flotte kampteknikker. 300 er nok en af de mest visuelt flotte film længe. Den holder en stil der minder om den fra Sin City, der er baseret på en tegneserie af Frank Miller, som også står bag tegneserien, som 300 er baseret på.
På trods af alt det flotte tog jeg mig selv i flere gange at sidde og røvkede mig. Filmens handling er simpelt hen alt for tynd. Med det forbehold at det skal være en drengerøvsfilm, synes jeg stadig at et minimum af handling må være et krav.
Den tynde handling bliver bakket op af middelmådige skuespilspræstationer. Den eneste der gør det godt er David Wenham, der har rollen som fortælleren. Han har stemmen og karismaen til den rolle han spiller.
Da vi efterfølgende prøvede at finde frem til et egentlig plot/budskab i filmen blev der sagt at det jo handlede om at selvopoffrelse. Dette blev mødt med kommentareren fra Jesper om at Braveheart jo er blevet lavet en gang. Det var en skarp obsevation fra hans side. Filmen kan på mange punkter sammenlignes med Braveheart. Braveheart med dårlige skuespillere og et elendigt plot. Slutscenen i filmen er nærmest stjålet direkte fra Braveheart. Det er synd der har været så meget hype omkring den, for jeg synes virkelig ikke den er det værd. Se den i biografen for det visuelle ellers lad være med at se den.
Jeg giver 300 2 ud af 6 mulige. Det er sgu en ommer… eller ved nærmere eftertanke er jeg egentlig helst fri.